Folketinget konstaterer, at der er akutte kapacitetsproblemer i et meget presset sundhedsvæsen. Der er problemer med personaleflugt og ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet, hvilket i sidste ende er til skade for patientsikkerheden. Det skyldes en række faktorer, herunder berettiget utilfredshed med arbejdsvilkår og løn.
Der bør handles hurtigst muligt for at afhjælpe personaleflugt m.v. for at sikre et fortsat stærkt sundhedsvæsen. I vinter blev et flertal af Folketingets partier enige om at afsætte midler til en midlertidig akutpakke til sundhedsvæsenet. Den hjælp udløber snart.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til at sende et vigtigt signal til offentligt ansatte i sundhedsvæsenet om, at der vil følge midler og handling med, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger. Derfor skal der inden årets udgang afsættes flere milliarder kroner til et lønløft til lavtlønsgrupperne i sundhedsvæsenet og i velfærden bredt.