Folketinget finder, at det er afgørende, at myndighederne samarbejder fuldt og tæt med gransknings- og undersøgelseskommissioner om bl.a. udlevering af materiale til brug for kommissionsundersøgelser.
Folketinget forventer, at fremtidige gransknings- og undersøgelseskommissioner i højere grad vil inddrage SMS-beskeder i deres undersøgelser, og Folketinget finder derfor, at der bør findes en løsning, som sikrer, at arbejdsrelaterede SMS-beskeder vil kunne indgå i kommende kommissionsundersøgelser.
Folketinget noterer sig, at regeringen – i lighed med retningslinjerne for statslige myndigheders opbevaring af slettede e-mails m.v. – udarbejder generelle retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af skriftlig digital kommunikation, herunder SMS-beskeder, og at Folketinget vil blive inddraget i dette arbejde.