Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning. (Afskaffelse af tilslutningspligt til naturgas og offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om produktions- og driftsmæssige forhold m.v.).
Formålet med lovforslaget er at implementere dele af "Klimaaftale for energi og industri mv. 2020", som et flertal af Folketingets partier indgik den 22. juni 2020, i varmeforsyningsloven og planloven.
Det foreslås at ændre varmeforsyningsloven og planloven, så tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas afskaffes.
Det foreslås desuden at foretage ændringer i varmeforsyningsloven, der giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om, at varmeforsyningsvirksomheder skal offentliggøre og videregive visse oplysninger til forbrugerne, herunder virksomhedernes drivhusgasemissioner og planer for den grønne omstilling.
Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2022.