Folketinget konstaterer, at det går godt for dansk økonomi, og at der er styr på de offentlige finanser.
Der skal i den kommende folketingssamling føres en ansvarlig og socialt retfærdig økonomisk politik, som får flere mennesker i arbejde, som ikke sætter opsvinget over styr, og som udvikler Danmark i en grønnere og mere retfærdig retning. Det kræver investeringer i uddannelse, arbejdspladser, den grønne omstilling, øget beskæftigelse og velfærd.
Samtidig skal der arbejdes for at mindske den økonomiske ulighed og bekæmpe børnefattigdom.
Folketinget vil allerede i den kommende samling vedtage nye og vigtige skridt, der skal bringe Danmark endnu tættere på forpligtelsen til at nedbringe drivhusgasudledningen med 50-54 pct. allerede i 2025 og med 70 pct. i 2030.
Partierne udtrykker tilfredshed med det brede samarbejde, der har præget håndteringen af coronakrisen, og bestræber sig på at fortsætte det konstruktive samarbejde.